“…som mandeltræet findes i hver mandel”  (Henrik Nordbrandt)

Når vi i dag tænker på ordet flygtning, tænker vi det måske mest som en massebetegnelse – horder der invaderer. Men “en flygtning” er vel blot et menneske der søger at forbedre sin tilværelse og derfor lader hele det kendte liv bag sig og forsøger at etablere et nyt et andet sted – årsagerne kender vi – forfølgelse, krig, sult, fattigdom, naturkatastofer. Og det er ikke et nyt fænomen, det har været til alle tider. Vi har været på en tur om bag ved Palermos bjerge, hvor mandeltræet lige nu blomstrer, for at se på en ældgammel flygtningelejr – den er lidt over 500 år gammel og hedder Piana Degli Albanesi.

Som navnet antyder, så ligger her en by med en befolkning bestående af mennesker af albansk afstamning. Da det Ottomanske rige bredte sig op i Europa i 13 – 1400 tallet, og tyrkerne drev længere og længere mod nord, blev som altid særlige minoriteter forfulgt. Albanerne tilhørte den græsk ortodokse kirke og mange flygtede sydpå, bl.a. til Sicilien. Her blev de mødt med en vis forståelse af Paven og den spanske konge og blev tildelt en smuk dal ca. 25 km fra Palermo. De bosatte sig, opdyrkede jorden og er i dag et spisekammer af frugt, grønt, brød og kød. Og så laver de verdens bedste cannoli – rør af mørdej fyldt med sød ricottaost og små stykker chokolade.

I disse 500 år har skiftende konger og regenter ladet denne befolkningsgruppe eksistere med deres eget sprog, deres egen religion og deres egen kultur og skikke. Dvs. at alle i denne by er tosproget, alle skilte er på to sprog, skolerne underviser i begge sprog, kirkerne er græsk ortodokse og den lokale domkirke har egen biskop og sågar et præsteseminar. Domkirkens alter ses nedenfor i al sin græske mystik. Kirken var lukket, da vi kom, men præsten lukkede os ind gennem en sidedør.

Oven for byen kunne vi se et stort kloster. Vi havde en masse besvær med at finde derop, der var ingen skiltning, hvad der undrede os. Da vi kom derop kunne vi se, at det var beboet, og vi tænkte, at der stadig var munke her, og at de ønskede fred for et nysgerrigt publikum. Og det var vi – nysgerrige – vi parkerede bilen, gik derop og til vores forundring mødte vi en afrikaner, der dog ikke talte hverken engelsk eller italiensk. Så mødte vi én til og én til, og det gik op for os, at dette kloster var omdannet til asylcenter for en del af alle dem, der er kommet til Sicilien over Middelhavet i deres synkefærdige både.

De to på billedet er blot turister…..

Den gamle flygtningeby har givet asyl til de nye, historien gentager sig i den uendelige søgen efter et sted, hvor man kan leve i fred.  Og hvad fremtiden så vil bringe for dem, kan ingen spå om, men historien har vist, at albanerne i Piana Degli Albanese er forblevet loyale over for Italien uden at miste det, som de i sin tid blev tvungne til at forlade. Der var et træ i mandelen dengang for 500 år siden.

Billeder af fontænerne i byen, som stadig flyder med rent drikkevand. De gamle får sig en tår vand og kvinderne fylder deres dunke her.

Ciao fra pensionisterne i Palermo