DRØMMESPOR

At køre hen over de langstrakte prærieområder i Montana og Wyoming er som at befinde sig i en filmlomme i hjernen, hvor alle de mange film og serier, som man i sit liv har set, er oplagret – film om cowboys og indianere, film om nybyggere, film om ensomme ulve på jagt efter identitet, film om flugt fra forfølgelse. Vi har nu brugt to dage på at køre ned gennem sådanne landskaber og flere gange har vi krydset den berømte The Oregon Trail, som løber øst-vest fra Missouri til Oregon. Ad denne berømte rute drog både nybyggere, der ønskede sig landbrugs- og jagtområder og især mormoner, der flygtede fra religiøs forfølgelse – som bekendt slog de sig ned i staten Utah.

På den tid var sletterne beboet af de indianske stammer, som betragtede de vidtstrakte områder som deres jagtområder, da de øde sletter var befolket af tusinder og atter tusinder af bisonokser.  Det er kampen mod disse stammer, der danner grundlaget for mange af de film, som vi har på nethinden fra den tid – den uskyldige nybyggerfamilie og den onde indianer. Mon ikke historien er mere nuanceret end som så – den er i hvert fald vendt på hovedet i dag. De såkaldte reservater, som indianerne i dag har fået som deres område, er fattige, uden megen mulighed for arbejde og ofte med den dårligst tænkelige jord. Hvis der findes olie, gas eller mineraler i jorden, tages det på snedigste vis fra dem igen.

Men – det gjorde ikke prærien til et mindre fascinerende område at køre igennem. Her følger billeder fra vores tur – ikke i oksetrukken prærievogn eller til hest, men den lille Ford Focus gjorde det godt – vi tilbagelagde ca. 800 km. på to dage. Som det ses, er det ikke kun flat og kedeligt, men prærien brydes af bjerge, klipper og vand – de pejlemærker som mennesket til alle tider har brugt som orientering i naturen.

Kun lidt af jorden er opdyrket, resten ligger hen som prærie.

Dyr på sletterne

Prærien er stadig fyldt med dyr, selv om bisonoksen for længst er forsvundet. Nogle er vilde og andre er sat på græs fra de store ranches, som vi dog ikke så – de må ligge langt væk fra vejene. Køerne er mærkede og samles ind et par gange om året – tror vi nok!

Vilde heste – den lidt lavere indianske Pinto, som oprindeligt kom op fra syd og blev indianernes foretrukne transportmiddel og ven. Jeg læste et sted, at hesten helt forandrede indianernes livsstil – måske lidt ligesom internettet har gjort for mennesket idag.

Fugle på træk – traner i dans?

Først så vi én ….    …. så så vi flere og til sidst lagde vi

mærke til de store flokke af vilde Pronghorns (gaffelbukke), som færdes overalt på prærien….

Og så ham her…..

Pejlemærker

Da nybyggerne drog vestpå havde de pejlemærker af sten og vand. Vi stødte på denne mærkelige stenformation, som indianerne anså som hellig..

Naturens puslespil…

Træer så gamle som bonsai træer og næsten lige så små..

Klipper og vand….

Spor af mennsket

Oliepumpe – stadig i brug…

Hvor heldig kan man være?

Bankkrak et sted på vejen…

Noget skal man jo leve af…..

Og hvis man tror, at de lever kulørt og folkloristisk i indianerreservaterne, så tager man fejl – det er kun på tv, at det ser sådan ud. Sandheden har også en bagside, som billedet her viser. Sådan bor mange indianerfamilier, selv om også de yngre generationer for længst er flyttet bort, har uddannet sig og har integreret sig i det almindelige samfundsliv. De, der bliver tilbage, efter at en gammel kultur er gået i opløsning, har ikke altid kræfter til at begynde et helt nyt liv med alt hvad det indebærer – og elendighed går som bekendt ofte i arv.

Der bor faktisk nogen her, men vi spurgte ikke hvem….

Til slut vores egen lille hest, der holder hvil et sted på vejen – håber, at I kunne fornemme det øde, det tomme og det uendelige – præriehunde så vi ikke noget til….

Dette indlæg er dedikeret til kun ét emne – Yellowstone National Park. Det vil højst sandsynligt være et glædeligt gensyn for nogle og for dem, der ikke har været på disse kanter før, vil det forhåbentligt være en fornøjelse at se billederne fra denne vidunderlige park. Ja – park og park – den er på størrelse med Sjælland! Man kører igennem landskaber af bjerge, vulkaniske geysere, termiske kilder og springvand, floder og vandfald, landets højstbeliggende sø (vulkanens centrum), sletter og skove, hvor en overflod af vilde dyr og fugle har deres bosteder. Hele herligheden hviler oven på en supervulkan, der stadig er aktiv i dybet. Yellowstone er verdens første og ældste park – den åbnede for publikum i 1872.

Her kan I følge den tur, som vi valgte at køre gennem parken – i billeder forstås.

Underjordisk rumlen fra en stadig aktiv vulkan

Varmen fra de underjordiske kilder presser kalkstenen op og danner disser terrasser….

Fænomenet damper….

Andre steder dannes slamsøer, heksegryder, der bobler og syder og lugter fælt….

Dyr og fugle

En bjergged hviler ud…

Bisonokser i flok på vej ned for at drikke – afstanden var lidt lang for mit lille kamera, men de er enorme

Også en flok – denne gang Wapiti hjorte, der tager en middagslur lige foran indgangen til parken – de lå der da vi kom…

– og farmand vogtede på sit harem

Den store canadiske gås på vintertræk – den der laves dyre frakker af…

Vi så desværre ingen bjørne eller ulve, men I skal ikke snydes. Ham her besøgte vi på det naturhistoriske museum i Cody – sådan ser de ud, og der er mange af dem – de kommer af og til ind i byerne og jeg tror ikke, at man skal være alt for kærlig imod dem – den nordamerikanske grizzly bjørn…

Landskaber i parken

Af og til er der store skovbrande i parken. Det anses ikke kun for at være en dårlig ting, da naturen derved fornyer sig selv. Man lader det hele stå og forvitre af sig selv, og ny skov skyder op fra undergrunden.

Og til sidst den allestedsnærværende vilde salvie, der findes i mange forskellige arter – her den lange i sin efterårs afblomstring – ja, det kommer jo til os alle – afblomstringen!

Det var de udvalgte billeder – og så må vi håbe, at vulkanen holder sig i ro i endnu flere tusind år. Der er geologer, der er bekymrede og skulle den gå i reel udbrud – så er mennesket en skrøbelig skabning og end ikke Trump kan frelse det amerikanske kontinent.

Så lykkedes det endeligt! Efter at have drømt om en road trip i USA i mange, mange år – ja vel lige siden barndommen – kan jeg så her på mine ældre dage fare ud ad landevejen i en lille lejet Ford Focus. Det ville måske have været en flyder, en Cadillac, hvis jeg havde været yngre, men nu da kroppen og andre forhold sætter grænser for alting, ja så er det sådan set lige meget – bare bilen kan køre. Der er alligevel så mange fartbegrænsninger i USA, så vi kan ikke køre særlig stærkt nogen steder.

Og stederne! Jeg har aldrig været herovre vest på i USA, så jeg vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle forestille mig. Måske troede jeg, at det var lidt ligesom Canada, som jeg er kommet til at kende en smule. Men nej, nej. Gud må have skabt disse landskaber først – da inspirationen var tung og dagen var ung. Her er så flot og så storslået, at det faktisk trodser enhver beskrivelse. Jeg håber at kunne bibringe jer noget af oplevelsen, hvis ikke med ord så med billeder. Og når man, som mange af os er, er opflasket med amerikanske film og serier, så er det som om man hele tiden kører i en slags filmkulisse. Man har set det hele før et eller andet sted – men det gør faktisk ikke oplevelsen mindre, tvært i mod.

Vi har fulgt den enorme Columbia River fra Portland til vindistrikterne i Walla Walla. Selve floden er 2.000 km lang og har sit udspring i Canada. Derefter har vi fulgt to mindre floder – Snake River og Clearwater River gennem enorme hvedemarker og lange skovområder til Missoula i Montana. Denne flodrejse, ganske vist på landevejen, er i fodsporene på to opdagelsesrejsende – Meriwether Lewis og William Clarke. Min rejseledsager har læst samtlige deres dagbøger og notater og ville gerne opleve landskaberne, som disse to i sin tid rejste igennem, da de kortlagde vandvejen fra Missouri i øst til Stillehavet i vest – en tur der strakte sig over 2 år og 13.000 km.

De overlevede alle farer fra både dyr og mennesker med hjælp fra hovedsaligt én person – en kvinde ved navn Sacagawega – en ung Shoshone indianer gift med en fransk-canadisk pelsjæger, der også var med på ekspeditionen. Hun kunne forhandle med de indianske stammer langs floderne, og det var takket være hende, at de kom helskindet i mål. Sproget og evnen til at kommunikere blev, som altid, den vigtigste faktor.  Den triste bagside af historien er så, at disse to brave mænd blev begyndelsen til enden for alle de indianerstammer, der hidtil havde haft deres egne territorier i tusindvis af år. Billederne her er af landskaberne som vi oplevede dem langs “The Lewis and Clarke Trail”.

Floderne

Markerne

Huse og det, der ligner – herunder en kornsilo og en sammenfalden lade

Andet fra turen ad floden

     Væg af sten

Mount Hood med den evige sne

Og så var der vinen……..

Ja – og så lige ham her – han var i gang med fange coho (sølvlaks)…