Så er vi tilbage i kaotiske Palermo – dette virvar af trafik, markeder, mennesker, hunde og tidløs energi. For vi der elsker orden, er kaos måske en nødvendighed engang i mellem, for hvordan skulle man ellers kunne vide, hvad orden er? Måske er det i virkeligheden nemmere, hvis der er kaos uden for én selv, så forskubbes ansvaret, dette evige tyngende protestantiske ansvar, væk fra ens indre og over på de ydre omstændigheder, som man alligevel ikke kan gøre noget ved! Nå – blot lidt lommefilosofi til at starte på.
Den tilbagelænede kaotiske tilstand begyndte med det samme. Alt gik godt på rejsen herned – lige indtil vi kom til Palermo. Min kuffert var strandet i Rom, selv om guderne må vide hvorfor. Pouls var med, og vi havde 3 timers venten i Rom. Men efter en times palermenteren og udfyldning af skemaer, alt imens min kontaktmand fik kindkysset og snakket med alle dem der kom forbi, blev jeg sendt afsted med forsikring om, at min kuffert nok skulle komme frem næste dag og kørt til døren med kurér. Jeg må indrømme, at jeg egentlig allerede i lufthavnen var begyndt at kalkulere på, hvor meget jeg skulle forlange fra forsikringen, så jeg kunne købe alting nyt. Men – kufferten kom ganske som lovet, der var orden i dette kaos, omend det er svært for en simpel turist at få øje på. Jeg havde ikke telefonnummeret på vores værtinde og ej heller nummeret på huset, men det tog de helt roligt – gadenavnet var fint, så skulle de nok finde mig, hvad de så også mirakuløst gjorde.
Her følger de første billeder fra denne by, som vi alle tre er kommet til at holde så meget af – eller har tabt vores hjerter til, hvis vi et øjeblik skal tillade os en slidt metafor.
Et kig op i nævnte kaos fra en tilfældig restaurant…
….og livet på gadeplan
Børn er børn alle steder på jorden…
…og det er unge også, her på fortovet foran Massimo teatret
De smalle gyder og de slidte facader, som udgør det billede som vel de fleste har af det sydlige Italien – smukt og vemodigt på samme tid.
Her er én, der har svært ved at vælge…
…men måske en af disse ville være bedre? Farverne er i hvertfald gladere!
Vi er på gaderestaurant – læg mærke til skiltet i baggrunden, dette sted er til fysisk samtale – tv´et går dog, der kunne være fodbold, og en turist eller to kan så spejles i mellemtiden…
…med en kop kaffe
Ciao fra pensionisterne i Palermo
.
Vi må have set lettere forundret ud, for hun skyndte sig at tilføje, at geværerne var til for at forsvare sig, især mod bjørne!
Den følger nogle steder den gamle Pony Express Trail, hvor ryttere red fra stat til stat med post, og de få byer langs denne vej er fra gammel tid minebyer, hvor man slog sig ned, fordi der var sølv og guld at finde i undergrunden. Den er ensom, fordi der mil efter mil kun er sand, sagebrush, bjerge og den blå, blå himmel.
Den nedlagte tankstation…
Gardering mod noget…vinden?
