Nummer to

Nr. 2 er altid den sværeste – det siger forfattere, det siger musikere, det siger filmfolk, det siger erfaringen og uden sammenligning i øvrigt, det siger også jeg. Det har taget lidt tid at komme i gang med turen denne gang. Sidste år fløj vi direkte ind i de dramatiske landskaber ude vest på og var helt overvældede af storheden, farverne og naturen. I år er det gået langsomt. Vi har kørt den første del gennem det sydlige Canada, langs grænsen og de store søer Lake Huron og Lake Michigan – store som have, er disse søer. Så krydsede vi ned i USA mellem Lake Michigan og Lake Superior og ind i staten Michigan. Her har vi så kørt langs den nordlige del af Michigan og staterne Wisconsin og Minnesota. Lange lige stræk igennem uendelige skove, små bygder og søer gemt mellem træerne – hvis nogen tænker Sverige, er det ikke helt galt tænkt!

Sidste år kom vi uforvarende til at følge sporet efter de to opdagelsesrejsende Lewis og Clarke, der fulgte floderne vest på til Stillehavet. Denne gang er vi uforvarende kommet til at følge sporet efter de skandinaviske udvandrere – svenske, norske og danske. Det var blandt andet i disse nordlige egne af Amerika, at de slog sig ned – her på grænsen til det Canada, hvor de også fandt vej til en bedre tilværelse. Og når man i dag kører igennem landskaberne, kan man se, hvorfor de følte sig hjemme her – især svenskerne!! Naturen og klimaet (det har regnet hele dagen i dag) vil have mildnet den første og største hjemvé, som disse tidlige udvandrere må have haft. Ja i dag ville vi vel have kaldt dem indvandrere – gad vide, hvad forskellen er, de indvandrede jo også pga. af fattigdom og eventyrlyst til et land, der i forvejen var befolket af andre.

Her følger de første billeder fra turen, så aldeles forskellige fra den første sidste år – og som sagt er det et skandinavisk spor vi følger et stykke af vejen. Det gode ved en toer er dog, at man hurtigere kommer i “køre” omdrejninger. Bilen pakkes ind og ud i lyntempo, maden indtages efter sidste års erfaringer og køreafstande er afpassede efter, hvad to pensionister kan klare pr. dag – 4-700 km. Vi fulgte Highway 2 – The Great Northeren også kaldet – og kørte siden fra ud på de mindre landeveje på vejen gennem Wisconsin og Minnesota til byen Fargo i North Dakota, hvor vi er nu. Måske har en eller anden set filmen “Fargo” – den er optaget heroppe og gør kærligt nar af de skandinaviske rødder.

Langs vejen

Transportmidlet denne gang….

Traner på træk

 

Vin og andre gøremål

 

Der laves også vin i Michigan – fik en flaske Riesling med – god drue til kolde egne!

 

 

 

Posten kommer ud til alle små steder, måske kunne Post Nord komme i lære her?

Og sjælen plejes på bedste vis, selv i den mindste flække….

 

Minedrift

Disse nordlige områder af USA er præget af landbrug, skov-og minedrift, ligesom i skandinavien før i tiden også var det. Mange unge mænd tog turen over Atlanten og fandt arbejde i de nye miner – det var hårdt, det var beskidt og det var ensomt, men de dannede grundstammen for den befolkning, der bor heroppe nu – i øvrigt kom de fra hele Nordeuropa og ikke kun fra skandinavien – mange polakker og tyskere også, vi kan se det på sted-og personnavne overalt.

Vi tog en afstikker til en lille mineby, nu forladt, men nænsomt restaureret til eftertiden – den lå perfekt ned til en naturlig havn, så jern kunne transporteres ind og ud.

I dag – den rene idyl. Lystbåde lægger til nu….

Rester af den tidligere mole – og i baggrunden ses årsagen til den perfekte placering her – kalksten, som blev brugt i udvindingen af jernet.

 

 

Administrationsbygningen – skolen i baggrunden…

 

 

…og hotellet, hvor de enlige mænd boede – de betalte 10% af lønnen for at bo her – lidt mindre, hvis man ville bo sammen.

  ….smedjens vinduer

Planche i det lille museum – sådan så de ud, vore forfædre der tog rejsen til Amerika….

 

Det skandinaviske spor

Man ser dette spor på forskellige måder i det liv, der til dagligt leves her i det nordligste af de nordlige stater. Her følger nogle af de ting, som jeg har fået plads til i denne blog.

Skilte

 

 

 

 

 

 

Lader på landet

På vej her til Fargo opdagede vi, at der var rigtig mange lader, der bar umiskendeligt svensk præg – også med mange små udhuse. Jeg begyndte at fotografere dem, og havde jeg været ansat på National Geographic, ville jeg have brugt uger på at køre rundt og fotografere disse lader, før de forsvinder i glemsel. Jeg tog kun nogle få billeder, men der var mange, mange lader – både i forfald og helt nye bygget af stål. Døm selv om både det svenske islæt og skønheden i disse bygninger.

 

 

 

 

 

Norge

Der er ingen tvivl om, at vore broderlande, Sverige og Norge (og Tyskland!), er mere rigt repræsenteret her, end Danmark er. Inden vi kørte ind i Fargo, så vi et lille museum, som norske indvandre- efterkommere har stået bag. Guiden fortalte os, at som altid her i USA, så har en norsk efterkommer med mange penge stået bag oprettelsen af museet og bygningen af en stavkirke efter model af Norges næstældste stavkirke. Ydermere havde norske efterkommere bygget et Vikingeskib og sejlet det fra Fargo til Bergen i 1980´erne. Også dette skib var på udstilling – skibet hed Hjemkomst!

 

 

 

 

Indvendigt træværk…

 

 

 

De spedalskes vindue – de kiggede ind på de heldige udefra…

Og til sidst et vartegn fra en lille by med stoltheden i behold – altså de nordmænd! Byen hed Norway.

 

De vejfarende 

 

Silenzio

Jeg er ingen – hvem er du?  

                                   Emily Dickinson

 

Når man drister sig til at bo i længere tid i et andet land, drister sig til at få en slags hverdag op at stå, drister sig til ikke at fare rundt hele tiden for at se på dette og hint – og når man ikke længere blot er turist, med turistens rettighed til udelukkende at være oplevende over for det sted, der besøges, uden på noget tidspunkt at have ønsket om at høre til – ja, så er man en ægte fremmed. En der ikke har venner, bekendte, omgang med almindelige mennesker eller forståelse for de kulturelle koder – og der opstår en eksistentiel tavshed. En tavshed der bor i sprækkerne af dagligdagens gøremål og som vidner om den ensomhed, der kommer af ikke at være en del af en sammenhæng.

Nu er tavshed ikke det, der omgiver os mest hernede. Tale synes at være en italiensk måde at være til på. Vi kender alt for godt vores egen nordiske reserverethed og skyhed, som fx når vi tager bussen – vi vil allerhelst sidde for os selv og sidder man ved siden af en fremmed, ja så veksles der ikke mange ord – højst om vejret. Hernede er jeg tvunget til tavshed, da jeg ikke har fået mig lært sproget, men Poul fortæller om de samtaler, som han netop har i bussen til og fra kunstakademiet. Italienere kan simpelthen ikke tie stille, tror jeg.

Samtalen og tavsheden – imellem disse to tilstande bevæger vi os livet igennem, mellem disse to tilstande fødes tanken og handlingen. At kunne befinde sig lige godt i begge tilstande er måske en dyd, men snarere måske også en nødvendighed for ikke at gå til i meningsløshed eller at tabe sig selv i den larm, som verden i dag er kastet ud i.

Ikke alle italienere taler hele tiden. Vi besøgte et dominikansk nonnekloster, Santa Caterina, hvor tale var forbudt undtagen på særlige steder på klostret og ved særlige lejligheder. Der bor ingen nonner mere, den sidste forlod stedet for 3 år siden og flyttede på plejehjem – men tavsheden, silenzio, bor der stadig.

Nonnernes sovesale rundt om den indre gård….

Spisesalen, hvor måltiderne blev indtaget i tavshed…

Håndvasken i hjørnet……   

Mon der var noget at bekende midt i al denne stilhed – tanker måske? En usædvanlig skriftestol, den ligner snarere et lille straffekammer – der var tre af dem side om side bygget ind i muren…


 

 

Og to knæleskamler, hvorfra man kunne se ind i kirken gennem et gitter….

 

 

Det smukke forfald – klostret er nu åbnet for første gang i 700 år. Ikke blot var der påbud om tavshed, men også total udgangsforbud.

 

Vi forlader nonnernes stille verden og her et par billeder af lys og skygge – den evige vekslen, der skaber kontrast både uden for sindet og inde…

 

 

 

Tavsheden skal ind imellem brydes af samtale…

En flygtning på tråd med sit hjem?


 

 

En pige, der tjekker sin kontakt med omverdenen? Hun tog imod turister ved indgangen til San Cataldo kirken – men pausen var hendes egen.

 

 

Turister i samtale ved de græske ruiner på landet…

…og turister i samtale på torvet i byen

 

Og til sidst – den kreative samtale, eller er det tavshed, som man kan have med sig selv,  hvis ellers talentet rækker – her rekvisitterne….

 

Ciao fra pensionisterne i Palermo

 

Der var engang

 

Min bror Jakob har foræret mig en bog. Det gjorde han efter, at vi havde boet i Palermo første gang. Den hedder “Midnight in Sicily” (Midnat på Sicilien) og er skrevet af rejsejournalisten Peter Robb, som selv har boet på øen i henved 14 år. Den udkom i 1996, så det er ved at være et par dage siden. Jeg læste den med stor appetit, som man næsten altid gør, når noget, som man selv er begejstret for, bliver set og beskrevet af en anden. Nu husker jeg ikke så meget fra bogen længere, men tydeligt i erindringen står stadig beskrivelsen af Palermo og især dens markeder, menneskemyldret og mafiaen. Da Robb ankom træt og støvet til byen, indlogerede han sig på et hotel i det ældste, og engang også det største, markedskvarter- Vucciria. Han beskiver dette marked som allerede dengang i forfald, men stadig levende nok til at være det mest interessante i Palermo. I dette marked, som strakte sig rundt i flere kilometers smalle gader, lå der på daværende tidspunkt stadig en restaurant, der hed Osteria Shanghai. Tag ikke fejl af navnet, det var ikke en kinesisk restaurant. Navnet stammer fra den gamle ejer, som havde været i Kina, og syntes at stemningen i Vucciria mindede om markederne i Shanghai – råb og latter, krydderier, gadekøkkener og madvarer som frugt, grønt, kød og fisk i kunstfærdige opstillinger. Denne restaurant var lille og undseelig, men ikke desto mindre én af de bedste, især hvis man ville have frisk fisk. Fisken blev hejst op i en kurv og stegt med det samme over åben grill. På Osteria Shanghais lille terrasse, som udgjorde noget af restauranten, har mange intellektuelle, poeter og kunstnere siddet og spist, diskuteret politik og sikkert drukket rigeligt med god, stærk siciliansk vin. Således også Peter Robb, som har taget skildringen af Vucciria med i sin rejsebog og også maleren Renato Guttuso, hvis mest berømte billede er af netop dette marked.

Men, men – Vucciria er i dag som en gammel dame, der engang var frodig og smuk, byens samlende midtpunkt, men nu blot en skygge af sig selv. Osteria Shanghai findes ikke mere, den lukkede for et par år siden, og de fleste handlende er trukket hen til de andre to store markeder – Il Capo og Balleró. Vucciria er nu kun én gade og et lille torv, hvor restauranten engang lå. Når man vandrer rundt her, skal man kunne forestille sig markedet rundt i alle de tilstødende gyder, forestille sig al den mad, som her blev både tilberedt og solgt, forstille sig alle de, der kom ud i skumringen og købte varme snacks ved utallige boder og åbne ildsteder. Peter Robb kaldte Vucciria for “Palermos hjerte og mave” – det er den ikke mere, men jeg har været nede og fotografere alligevel – der er noget storladent ved denne historie om forgangen storhed og forfald – lidt ligesom livet former sig for de fleste af os, men vi ved det først, når restauranten er lukket og ungdommen er flyttet andetsteds hen.

Sidste år fik I til overflod billeder af det store og levende marked Il capo, som vi selv bor ved siden af. Her følger billeder af Den gamle damesom har måttet bukke under for tidens tand.

Den enlige gade, som den ser ud i dag…

Der er dog stadig gamle bøger at hente…

En enkelt fiskehandler eller to er der også…

Og der gøres stadig en dyd ud af, at maden skal være ordentlig…

Torvet der før var fyldt med barer og restauranter – nu kun denne bar med sine røde plastikstole….

Osteria Shanghai – ak, så forandret – det er den grå bygning til højre og dele af navneskiltet hænger stadig på den berømte altan….

I sin velmagts dage…..

….og nu

Han kom råbende gennem torvet – ville sælge et kæmpe påskeæg. Man bliver helt forskrækket første gang man høre disse høje råb, men det er kun et salgsråb….

Og så mit yndlingsmotiv fra Vucciria – hvilken bedre kulisse findes der til at sælge en gammel frakke….

Og inden I får lov at slippe, så denne lille billedfortælling – den stammer fra Monreale, hvor vi tog bussen op for at se den store normmaniske katedral.  Fra den lille bar, hvor vi fik vores kaffe, udspandt sig følgende – en mand er ved at skifte et skilt ud, vejen skal åbenbart hedde noget andet nu, og mange vil både hjælpe og kommentere…

En kvinde lister sig med i koret….

Og så skulle det være færdigt – nu hedder vejen noget andet…

Som med beretningen om Vucciria, så er intet bestandigt, men alt kan forandres og eksisterer kun for en tid – hvad vejen mente om at være blevet til en anden vej, det var der vist ingen, der spurgte den om!

 

Ciao fra pensionisterne i Palermo