Nr. 2 er altid den sværeste – det siger forfattere, det siger musikere, det siger filmfolk, det siger erfaringen og uden sammenligning i øvrigt, det siger også jeg. Det har taget lidt tid at komme i gang med turen denne gang. Sidste år fløj vi direkte ind i de dramatiske landskaber ude vest på og var helt overvældede af storheden, farverne og naturen. I år er det gået langsomt. Vi har kørt den første del gennem det sydlige Canada, langs grænsen og de store søer Lake Huron og Lake Michigan – store som have, er disse søer. Så krydsede vi ned i USA mellem Lake Michigan og Lake Superior og ind i staten Michigan. Her har vi så kørt langs den nordlige del af Michigan og staterne Wisconsin og Minnesota. Lange lige stræk igennem uendelige skove, små bygder og søer gemt mellem træerne – hvis nogen tænker Sverige, er det ikke helt galt tænkt!
Sidste år kom vi uforvarende til at følge sporet efter de to opdagelsesrejsende Lewis og Clarke, der fulgte floderne vest på til Stillehavet. Denne gang er vi uforvarende kommet til at følge sporet efter de skandinaviske udvandrere – svenske, norske og danske. Det var blandt andet i disse nordlige egne af Amerika, at de slog sig ned – her på grænsen til det Canada, hvor de også fandt vej til en bedre tilværelse. Og når man i dag kører igennem landskaberne, kan man se, hvorfor de følte sig hjemme her – især svenskerne!! Naturen og klimaet (det har regnet hele dagen i dag) vil have mildnet den første og største hjemvé, som disse tidlige udvandrere må have haft. Ja i dag ville vi vel have kaldt dem indvandrere – gad vide, hvad forskellen er, de indvandrede jo også pga. af fattigdom og eventyrlyst til et land, der i forvejen var befolket af andre.
Her følger de første billeder fra turen, så aldeles forskellige fra den første sidste år – og som sagt er det et skandinavisk spor vi følger et stykke af vejen. Det gode ved en toer er dog, at man hurtigere kommer i “køre” omdrejninger. Bilen pakkes ind og ud i lyntempo, maden indtages efter sidste års erfaringer og køreafstande er afpassede efter, hvad to pensionister kan klare pr. dag – 4-700 km. Vi fulgte Highway 2 – The Great Northeren også kaldet – og kørte siden fra ud på de mindre landeveje på vejen gennem Wisconsin og Minnesota til byen Fargo i North Dakota, hvor vi er nu. Måske har en eller anden set filmen “Fargo” – den er optaget heroppe og gør kærligt nar af de skandinaviske rødder.
Langs vejen
Transportmidlet denne gang….
Traner på træk
Vin og andre gøremål
Der laves også vin i Michigan – fik en flaske Riesling med – god drue til kolde egne!
Posten kommer ud til alle små steder, måske kunne Post Nord komme i lære her?
Og sjælen plejes på bedste vis, selv i den mindste flække….
Minedrift
Disse nordlige områder af USA er præget af landbrug, skov-og minedrift, ligesom i skandinavien før i tiden også var det. Mange unge mænd tog turen over Atlanten og fandt arbejde i de nye miner – det var hårdt, det var beskidt og det var ensomt, men de dannede grundstammen for den befolkning, der bor heroppe nu – i øvrigt kom de fra hele Nordeuropa og ikke kun fra skandinavien – mange polakker og tyskere også, vi kan se det på sted-og personnavne overalt.
Vi tog en afstikker til en lille mineby, nu forladt, men nænsomt restaureret til eftertiden – den lå perfekt ned til en naturlig havn, så jern kunne transporteres ind og ud.
I dag – den rene idyl. Lystbåde lægger til nu….
Rester af den tidligere mole – og i baggrunden ses årsagen til den perfekte placering her – kalksten, som blev brugt i udvindingen af jernet.
Administrationsbygningen – skolen i baggrunden…
…og hotellet, hvor de enlige mænd boede – de betalte 10% af lønnen for at bo her – lidt mindre, hvis man ville bo sammen.
….smedjens vinduer
Planche i det lille museum – sådan så de ud, vore forfædre der tog rejsen til Amerika….
Det skandinaviske spor
Man ser dette spor på forskellige måder i det liv, der til dagligt leves her i det nordligste af de nordlige stater. Her følger nogle af de ting, som jeg har fået plads til i denne blog.
Skilte
Lader på landet
På vej her til Fargo opdagede vi, at der var rigtig mange lader, der bar umiskendeligt svensk præg – også med mange små udhuse. Jeg begyndte at fotografere dem, og havde jeg været ansat på National Geographic, ville jeg have brugt uger på at køre rundt og fotografere disse lader, før de forsvinder i glemsel. Jeg tog kun nogle få billeder, men der var mange, mange lader – både i forfald og helt nye bygget af stål. Døm selv om både det svenske islæt og skønheden i disse bygninger.
Norge
Der er ingen tvivl om, at vore broderlande, Sverige og Norge (og Tyskland!), er mere rigt repræsenteret her, end Danmark er. Inden vi kørte ind i Fargo, så vi et lille museum, som norske indvandre- efterkommere har stået bag. Guiden fortalte os, at som altid her i USA, så har en norsk efterkommer med mange penge stået bag oprettelsen af museet og bygningen af en stavkirke efter model af Norges næstældste stavkirke. Ydermere havde norske efterkommere bygget et Vikingeskib og sejlet det fra Fargo til Bergen i 1980´erne. Også dette skib var på udstilling – skibet hed Hjemkomst!
Indvendigt træværk…
De spedalskes vindue – de kiggede ind på de heldige udefra…
Og til sidst et vartegn fra en lille by med stoltheden i behold – altså de nordmænd! Byen hed Norway.
De vejfarende
Fra den lille bar, hvor vi fik vores kaffe, udspandt sig følgende – en mand er ved at skifte et skilt ud, vejen skal åbenbart hedde noget andet nu, og mange vil både hjælpe og kommentere…
