DRØMMESPOR

USA er et land med mange veje – store og små – det er i sandhed bilernes domæne – cykler ses næsten ikke her ude på den store prærie – heller ikke  i byerne. Nogle af disse landeveje er berømte som fx Route 66 eller Highway US-50, der forbinder Stillehavet med Atlanterhavet hele vejen tværs over landet.

Der er også en mere upåagtet landevej, den hedder US-83, og den er blevet døbt “The Road to Nowhere” (vejen til intet eller til ingen steder).

Den skærer USA igennem på langs næsten præcist i midten, så den skiller på den måde øst fra vest. Den starter oppe ved Canadas grænse og kører lige igennem ned til den nederste tip af Texas – og jeg mener lige. Vi fulgte den noget af vejen, stødte til den efter de to parker omtalt tidligere. Og hvilken oplevelse! Lige ud igennem 3 stater – Nebraska, Kansas, Oklahoma og ind i Texas. Og landskabet – landskabet tog hovedrollen. Der var intet så langt øjet rækker. Store stepper, marker, hede og sandbakker. Engang i mellem kommer man igennem en søvnig lille landsby med en tankstation og et par huse langs vejen eller igennem en lidt større by, der er vokset sig større pga. olie eller landbrug – men hele tiden lige ud! Og himlen – den store himmel, som opleves så uendelig pga. af det mere eller mindre flade landskab, var lige ved at tage pusten fra os.

Og mens man så sidder der og enten kører selv eller er passager, kan man passende spekulere på hvad begreberne intet og tomhed og ensomhed egentlig betyder. Er det blot fraværet af liv? Eller er det en tilstand? Noget som man kan føle eller blive engang i mellem for så at skynde sig at omgive sig med ting eller mennesker for at holde det på afstand? Det er ikke fordi, at der er noget svar – blot er det måske sundt at tænke sig igennem disse begreber engang i mellem – hvad vi havde rig lejlighed til på vej ned gennem US-83 – på vej ud i ingenting.

Vi fulgte vejen i omtrent 1000 km sydpå – de følgende billeder giver en smagsprøve på vejen, som siges at være USA´s ryggrad.

Vejen vi fulgte

Tusindvis af sorte køer på græs..

Høballer af de store…

Sandbanker med marehalm – som hvis det var Vesterhavet blot uden vand på den anden side – fin i sort/hvid, syntes jeg…..

Endelig et hus – eller er det mon det gamle hotel fra filmen The Shining (Ondskabens Hotel)….

Lastbiler på en korsvej….

Og en bus, der er vokset sig for stor til sit hus…

Engang i mellem en oase…

Disse fire store drenge holder fyraften…

Vindmøller og måske en øl eller to..

En forladt kirkegård – stenene viste den sidste begravelse engang i 30´erne – vi blev enige om, at der måske engang har været et lille samfund her, som blev ødelagt og forladt af en eller grund – kirkegården lå på den gamle vej som handelsmænd fulgte syd på til Mexico – The Santa Fe Trail – som fulgte US-83 et stykke ad vejen….

Og ham her holder øje med et eller andet…

En forladt tankstation…

Men ved siden af lå der heldigvis en diner (amerikansk cafe), så vi kunne få vores morgenmad – den gamle mand på billedet talte det mest drævende amerikansk, vi endnu har hørt…..

Og denne må få drengen op i enhver mand – ejermanden sad med sine kumpaner i en booth (sæde) ved siden af vores – mange mærker på både vest og arme – jeg nøjedes med et billede af maskinen….

De vejfarende

I 1883 ankom Theodore Roosevelt her til de øde egne i North og South Dakota for at gå på jagt. Han var overvældet. Når man kommer enten fra Østkysten, som han, eller fra Vestkystens venligere klima, ja så bliver man – overvældet. Og hvad bliver man så ikke som lille dansker, hvis land kun er så stor, som de mindste stater. Roosevelt fandt landet herude bjergtagende og så bevaringsværdig for eftertiden, at han udråbte de mest spektakulære områder til Nationalparker – der er to i South Dakota – The Theodore Roosevelt National Park og The Badlands.

Den første – The Theodore Roosevelt National Park er egentlige to parker – en Nord og en Syd – som er adskilt af en lang lige landevej, på små 100 km, gennem det man her kalder The Grasslands – altså områder med græs og hede så langt øjet rækker, hvor synet alene brydes af telefonpæle og flokke af sorte køer. Vi besøgte dem begge. Solen skinnede i den første, den nordlige, og regnen regnede i den sydlige – men som det ses på billederne, så gør det øde landskab sig ikke så dårligt i gråvejr.

The Badlands er et kapitel for sig. Her bevæger man sig ind i en næsten præhistorisk tid, og landskabet er da også formet gennem millioner af år. Engang var her sågar frodig jungle – et paradis for arkæologer, geologer og botanister. Man har genindført bison okser, prærie hunde, langhornet får og ulve – de sidste så vi dog ikke – for at genetablere den oprindelige flora og fauna. Som altid – i hed diskussion og til tider konflikt med de farmere, der også skal leve af jorden.

En lille eftertanke: Vi så en film om parkerne og én af de Rangers som passer dem fortalte om, hvordan man sætter nyt vildt ud i sådan en park og, som han sagde ” så er det ikke det første par, han og hun, som vi sætter ud, der interesserer os – det er om de får unger. Når først de har fået unger, er der håb om overlevelse for arten – de gamle interesserer os sådan set ikke”. Så fik vi den, alle vi pensionister!

Tag med i billeder gennem parkerene.

Roosevelt Park – The North Unit

Et kig ud over The Little Missouri River som gennemløber alle tre parker.

Her i de vestlige Dakotaer trives og vokser der Cottonwood træer overalt, hvor der er en smule vand (en art poppeltræ) – de får denne dejlige farve om efteråret…

Sedimentære formationer dannet af hårde mineraler, der lægger sig om det blødere sand og ligger i tusinder af år for at komme frem efterhånden som klipperne slides af vind og vejr – og tid. De hedder Cannonball Concretions – jeg ved ikke hvad den danske oversættelse ville være, men billedet taler vist for sig selv….

    …æggeform

…og paddehat

Og hvad er så det? Det er såmænd en landsby! Den hedder en Prairie Dog Town – en prærie hunde by – og de var overalt – ville dog nødigt have dem i haven, muldvarpen holder sig trods alt under jorden – men søde var de, og de fløjtede hele tiden til hinanden…

Ham her var lidt større – ville heller ikke så gerne have ham i haven!

Den smukke røde jord…..

The South Unit

Før regnen kom…      

The Badlands National Park

Vejen hertil gik gennem de smukke bjerge, The Black Hills, hvor vi boede på et Casino Hotel – lyder slemt, men det er nogle af de bedste – altid rene og altid med restaurant og altid billige uden for weekenderne – og så behøver man ikke at bruge en krone, hvis man kan lade være!

At køre fra de frodige skove og ind i The Badlands er som at køre fra jorden og ind på månen. Den golde jord har frembragt de mest surrealistiske formationer, som springer op af jorden som gigantiske skulpturer. Der var mange dyr her, dem gemmer jeg til en seperat blog – mest til de små børnebørn og andre barnlige sjæle. Vandet har skåret sig vej igennem sandstenen i millioner af år, og de forskellige tids epoker ses tydeligt aftegnede – nærmest som lagkager.

Det regnede det meste af denne dag, men selv i gråvejr mister man pusten over hvor smuk fraværet af grønt kan være…

The Badlands indbefatter også en enorm prærie- og græssteppe både i og uden for månelandskabet, som bebos af spredte gårde og parkens dyr – ikke mindre barskt og ikke mindre smukt…

De vejfarende

Så sluttede sporet efter den skandinaviske indvandring. Vi har holdt hviledag i byen Minot i North Dakota, og uden at vide det løb vi lige ind i årets store begivenhed på disse kanter – den årlige skandinaviske høstfest – Norsk Hostfest kaldet. Der var reklamer for det overalt, så vi kunne næsten ikke undgå at deltage lidt i festlighederne. Jeg må nu sige – at mit hjemlands vemodige køkken var blevet en tand ringere af den amerikanisering, som den tydeligvis havde været ude for. Men sjovt var det, at vi kunne få denne begivenhed med.

 

 

 

 

 

 

Og hvad kan man så ellers bruge sådan en begivenhed til?

 

Og nu er landskabet skiftet dramatisk. Væk er de svalende “svenske” skove og i stedet er trådt det mest storslåede og øde – marker så store som Fyn, græsland i det uendelige med store gårde spredt langt fra hinanden og  flammende olieboringer overalt. Det kan lyde kedeligt, men det er det langt fra – en ørken af græs kunne man måske kalde det, med en horisont, der trodser enhver beskrivelse. Selv de utallige olieboringer står skarpt i landskabet og ser helt levende ud som de nikker op og ned hele tiden. Og intet er så malerisk, som et forladt husmandsted.

Vi er kørt mod vest på hele turen indtil nu, og her sluttede så det skandinaviske spor ved synet af en hvid kirke. Den kunne ses på kilometers afstand med sin hvide facade midt i alle de omkringliggende høstgule marker. Den viste sig at være Luthersk, og den lille tilhørende kirkegård var fyldt med skandinaviske navne. Det kan kun have været et meget hårdt liv, som disse indvandrere har ført – og hvorfor de ikke med det samme drog til mildere egne i syd eller længere mod vest, ved jeg ikke. De fik jorden forærende, men jeg har læst, at det ikke var så få, der mistede forstanden heroppe, og mange af de kommende generationer flyttede væk til de større byer – den klassiske indvandrerhistorie. Men rig gjorde de denne nordlige og øde stat – North Dakota er USAs tredje rigeste stat.

Her følger flere billeder fra dette interessante skandinaviske spor tværs hen over Midtvesten – og nu har vi vendt bilen mod syd, og denne retning følger vi så helt til Texas.

Kornsiloer i høst

Den gamle af slagsen…de var bare så smukke

 

..og de nye – altid på rad og række

 

 

 

 

 

De gamle og de nye i samdrægtighed – alting vokser sig stort med tiden!

Og så fotografens yndlingsbillede…også siloer kan præsentere sig!

 

Det forladte husmandssted

….men hvilken himmel – og hvilken mystik….

 

Uendeligheden

Dyrene havde det hele for sig selv…det er de små prikker i baggrunden

 

….og vi havde vejen

….det sorte guld i den røde jord

Jeg mente, at det var korn, min rejsefælle at det var olie…..

…og nogen må jo bo her et sted…

Til sidst vores Lutherske kirke……..som den knejsede på toppen af bakken

…og her ligger de så, dem der en dag skulle blive den hvide amerikaner!

 

 

 

 

 

De vejfarende