Hver dag er hverdag…..bare ikke for os…..men først en himmel…..
Det kan godt være, at vi har været i Italien mange gange. Og det kan godt være, at Poul ligner en ægte sicilianer – lille, mørk og med kasket og solbriller – for ikke at sige med La Repubblica under armen. Og det kan godt være, at vi ikke længere springer rundt og fotograferer hele tiden eller går omkring i turistens foretrukne Fjällräven bukser, ditto rygsæk og kondisko (næsten ikke!). Og det kan godt være at vi handler lokalt og spiser sent. Og det kan godt være at vi siger “turisterne” om de andre. Men der er ingen som helst tvivl – vi er og bliver selv turister. Her følger nogle små hverdagshændelser.
Vi kan godt lide at få en croissant om morgenen. Vi bevægede os ned til et af de utallige små bagerier i vores område – der må være mindst en 7-8 stykker lige om hjørnerne. Vi ville have croissanter uden noget inden i – her fås de med alle slags søde sager i bugen. Vi gjorde den tykke bagerpige klart, at vi ønskede cornetti normale (sådan hedder de her) uden noget i. Hun gik ind i baglokalet og frembragte tre store croissanter fyldt med gul creme. No, no sagde vi – normale – no crema. Hun gik smilende ind bag ved igen og kom stolt ud med tre almindelige croissanter uden noget i. Si, si nikkede vi lettet- men før man kunne tælle til tre, havde hun skåret dem op og fyldt dem med en ordentlig portion marmelade. Siden har vi blot taget, hvad vi kunne få – den, der henter, bestemmer!
Poul skulle ud til kunstakademiet for at indrullere sig på et kursus. Vi havde fundet ud af buslinierne og havde tjek på, hvor de gik fra, han skulle tage bus nr. 118 fra Piazza S. Franscesco Di Paola. Busserne skulle gå med 4 i timen. Poul stillede sig op og ventede under busskiltet med nr. 118. Der kom ingen 118. Der i mod blev der ved med at komme en 124, som dog ikke havde noget skilt lige der, og alt imens parkerede utallige biler lige på busholdepladsen. Det tager buschauffører helt roligt her, de parkerer bare ude på vejen, og så må passagererne møve sig frem mellem bilerne. Men – Poul ventede og ventede, og der kom stadig kun en 124. Til sidst begyndte han at gå i retningen af akademiet, og på én af de større veje så han pludseligt 118 komme kørende ad en helt anden rute, men han kunne selvfølgelig ikke nå den. Det var godt det samme, for buslinierne var lagt om, det stod bare ikke på deres hjemmeside og heller ikke på deres oprindelige holdepladser, det formodes man at vide! Måske har en af højtalervognene annonceret det. Det viste sig at være en helt tredie bus, han skulle tage, og det blev så ikke den dag. Der står stadig 118 på skiltet henne på Piazza S. Franscesco Di Paola.
Denne fine seddel er faktisk vores regning fra en ellers meget fornem restaurant. Al det udkradsede er det, som vores meget hurtige tjener/ejer skrev ned, før vi fik tid til at bestille, hvad vi ville have…..så skidt da, turisterne får det som de vil have det, de kender ikke deres eget bedste!
Er den ægte eller falsk? Vi har opdaget at hvis man gnider på en euroseddel, så er den glat hvis den er falsk og nubret hvis den er ægte. Det gjorde kineserinden i one-dollar forretningen, og gav den straks tilbage til Poul – den var falsk. Andre forretninger, de større, har en maskine, som de kører alle sedler igennem – simpel standardprocedure for simpel standard kriminalitet.
Og til sidst…lerpotter og andet potteri til salg i et gadekryds
Ciao fra pensionisterne i Palermo
